Fortsæt til indhold

Team HK Køge sikrede sin femte sejr i træk

Arkiv
Arkiv

HÅNDBOLD: Det var top mod bund, da Team HK Køges 2. Divisionshold søndag eftermiddag spillede årets sidste hjemmekamp i Køgehallen mod Nordsjælland Håndbold.
Team HK Køge lagde da også godt fra land i den stemningsfyldte Køgehal og satte sig på gæsterne fra start. Med dygtigt og koncentreret forsvarsspil, med en velspillende Jacob Hvid Hansen i målet, formåede holdet de første 30 minutter at lukke godt af for gæsterne. Der skulle således gå lidt over syv et halvt minut før gæsterne scorede sit første mål til 4-1, og uret havde netop passeret 18 minutter før det lykkedes for Nordsjælland at score sit andet mål i kampen.
På det tidspunkt havde Køge scoret otte gange, og føringen blev stille og roligt øget til pausen, hvor stillingen var 12-5.
Gæsterne kom bedre ud til anden halvleg, hvor Team HK Køge på et tidspunkt kun førte med fire mål, men til sidst trak køgenserne igen fra og sejren blev på 26-20.
Med sejren – den femte i træk 2. Division – rykkede Team HK Køge op på tredjepladsen foran FIF der dog har spillet en kamp færre.
Team HK Køges næste kamp – den sidste i første halvdel af turneringen og den sidste inden jule- og nytårspausen – er lørdag den 14. december på udebane mod SK Amager.

Anfører Brian Ankersen i en hård duel med det nordsjællandske forsvar. (Foto: JCJ).