Delt begejstring for sommervejret
Bent Larsen
Det smukke og solrige sommervejr er guld for nogle i turistbranchen, mens der er rigtig skidt for andre.
De indendørs attraktioner som Kattegatcentret i Grenaa og Randers Regnskov mangler besøgende. Men til gengæld melder udendørs attraktioner som for eksempel Djurs Sommerland om masser af gæster.
Men i særdeleshed de østjyske campingpladser er glade for sommervejret. Ganske vist er campingfolket en hårdfør race, der almindeligvis ikke lader sig skræmme af et par regndråber, men alligevel er det nu bedre med solskin.
Det ses blandt andet af, at rigtig mange af landsdelens campingpladser for længst har hængt de røde lygter ud som tegn på, at der meldes "alt optaget".