Stigning i besøgende på kommunens hjemmeside
Bent Larsen
Et stigende antal borgere lægger vejen forbi Randers Kommunes hjemmeside, randers.dk. Det månedlige besøgstal er således steget med cirka 12.000 i gennemsnit, og det er især sider med nyheder, selvbetjeningsløsninger og jobopslag som hitter.
Knap 130.000 gange er nyhederne således blevet vist i det seneste halve år, og det er en stigning på knap 20.000 sammenlignet med samme periode året før.
De fleste, som besøger randers.dk, taster adressen direkte i deres browser eller finder siden via Google eller andre søgemaskiner. Derudover er der især sket en stor stigning i antal besøg fra Facebook – fra godt 600 besøgende i juni 2012 til 2500 besøgende i løbet af juni 2013.