To sigtes for drabsforsøg efter knivstikkeri i Nordbyen
En 31-årig mand blev i aftes stukket med kniv på Glarbjergvej i Randers.
Politiet fik alarmopkaldet klokken kvart i elleve, og det gik på, at der lå en svært blødende mand på fortovet i den østlige ende af Glarbjergvej, nær Falkevej. Det viste sig at manden var stukket tre gange i brystet med en kniv.
Blodspor på stedet førte politiet til en nærliggende lejlighed, hvor to mænd på henholdsvis 48 og 36 år blev anholdt. Alle involverede var stærkt berusede, og ifølge forklaringerne var det et skænderi, der havde udviklet sig til knivstikkeri.
Den 31-årige er uden for livsfare. De to af knivstikkene prellede af på hans ribben, mens det tredje punkterede en lunge. Kniven, der blev brugt, er fundet, og der var tale om en køkkenkniv.
De to anholdte vil i dag bliver fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for forsøg på manddrab.