EfB siger farvel - og vil forstærke sig
Esbjerg fB agter at hente nye spillere til alle tre kæder inden forårets kampe i Superligaen. Medlem af klubbens sportslige udvalg Niels Erik Søndergård og cheftræner Niels Frederiksen oplyser, at EfB orienterer sig bredt på spillermarkedet og går efter typer, der har kvalitet og erfaring til straks at kunne gå ind på holdet.
"Vi vil gerne bevare den nuværende spillertrup så intakt som muligt, men viser den rigtige mulighed for både spiller og klub til at foretage et spillesalg, vil vi kigge på det. Under alle omstændigheder er vi i markedet for at finde spillere, der på både kort og langt sigt kan styrke truppen. Målet er, at vi 1. februar har en stærkere trup," siger Niels Frederiksen.
EfB's lejemål med den 27-årige angriber, Pape Paté Diouf, udløber til nytår, og det bliver ikke forlænget. Senegaleseren vender således tilbage til FC København efter at have spillet 16 kampe, heraf syv i Europa League, og scoret to mål for EfB.
"Vi fik ikke det ud af Papes ophold i Esbjerg, som han og vi havde håbet," siger Niels Frederiksen.
EfB overvintrer på en nedrykningslads i en meget tæt superliga og ser med stor alvor på den opgave, der forestår i forårssæsonen.
"Opgaven er først og fremmest at forbedre vores placering og komme over stregen, og derudover er vi så ambitiøse, at vi gerne vil længere op i Superligaen. Den dårlige afslutning på efterårssæsonen har ikke ændret på, at vi ser os selv som et midterhold, og der er kun få point op til en placering midt i rækken," siger Niels Frederiksen.