60 dages fængsel og udvisning til polsk cykeltyv
Bent Larsen
En 47-årig polsk mand blev i går idømt en såkaldt straksdom på 60 dages fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det skete ved retten i Randers.
Han blev anholdt natten til i går, efter en kort eftersættelse, hvor hans varevogn endte i en hæk ved Viborgvej. I første omgang stak han af til fods, men blev opsnuset af en politihund i en have på Toftevænget i Hornbæk. Ved anholdelsen havde han kun én sko på, og en tilsvarende sko blev fundet ved bilen.
I varebilen fandt politiet 16 næsten nye stjålne cykler. Den 47-årige blev sendt direkte til afsoning, og vil umiddelbart herefter blive sendt ud af landet.