Det glimter af økologisk guld i Køge
KØGE: Som den eneste café i Køge kan Café GrønSag bryste sig med det økologiske guldmærke. Det økologiske spisemærke er et statskontrolleret bevis på, at en café, restaurant, kantine eller storkøkken satser på økologi. Guldmærket gives til steder, der satser mest på økologien; her skal 90-100 % af råvarerne være økologiske. Med Café GrønSag er Køge kommet på det økologiske landkort.
Café GrønSag ligger i Det Grønne Hus i Vestergade 3C og drives af Mette Hermann. Caféen har netop haft besøg af en konsulent fra Fødevarestyrelsen, der skulle tjekke, om caféen levede op til sit guldmærke i økologi. Køleskabet blev åbnet, lagerrummet besigtiget og regnskabet gennemgået. Alt var i sin skønneste orden, så nu har Mette Hermann pudset sit guldmærke.
At blive økologisk café var et oplagt valg for Mette Hermann. Som krodatter og tidligere køkkenleder på en skole har hun en lang erfaring med at tilberede gode og sunde måltider.
- Jeg har arbejdet hårdt for at drive caféen som økologisk, men det er det hele værd. Det betyder rigtig meget for mig at kunne tilbyde et økologisk måltid for køgegenserne, siger Mette Hermann og tilføjer:
- At spise økologisk er ikke ensbetydende med at være helsefreak. Økologi handler om dyrevelfærd og øget omtanke for vores klode og hvordan vi behandler den. I praksis betyder det, at alle indkøb er nøje planlagt, at vi er fleksible med råvarerne - og derfor også menukortet - samt at vi har stort fokus på madspild.
Det økologiske spisemærke
Spisemærket findes i tre varianter, hvor guld gives til caféer, restauranter eller offentlige storkøkkener med 90-100 % økologi, sølv 60-90 % og bronze 30-60 %.
I Danmark er der kun 10 caféer med det økologiske guldmærke, så Mette Hermann er stolt over, at Køge er repræsenteret på det økologiske landkort.
Mange af kunderne i Café GrønSag sætter stor pris på, at råvarerne er økologiske. Der er også mange grunde til at vælge økologiske fødevarer.
Man er blandt andet med til at beskytte natur og grundvand, man får færre tilsætningsstoffer, støtter øget dyrevelfærd og sparer sig selv for sprøjtemidler.
pm