Bureaukratiet vokser
I denne byrådsperiode var der en overgang snak om, hvorvidt det var formålstjenligt at opretholde sundhedsudvalget, eller om det skulle nedlægges. Udvalgets arbejdsopgaver kun nemt klares af et andet udvalg, og det koster trods alt omkring en kvart mio. kr. i rene politikerudgifter at opretholde et udvalg.
Med til billedet hører, at der samtidigt kørte en magtkamp mellem Socialdemokratiet og Venstre, der ikke var helt enige om den linje, som formanden, Venstres Asta Freund, i en periode kørte. Her vil jeg kun forholde mig til det økonomiske i sagen.
Den kvarte million bliver altså til én million kr. i en byrådsperiode. Det er mange penge for at opretholde et udvalg, der ikke er nødvendigt.
Det nyvalgte byråd har ikke blot valgt at opretholde sundhedsudvalget. Det har også skabt et ottende udvalg, Beskæftigelses- og integrationsudvalget. I rene honorarer til udvalgets medlemmer løber det i den kommende byrådsperiode op i endnu én million kroner.
Hertil kommer - og nu taler vi om endnu flere udgifter - sekretariatsbistand til det nye udvalg. Al erfaring viser desuden, at når udvalg først er nedsat, så skal de også bevise deres eksistensberettigelse, hvilket vil sige, at der sættes nye projekter i gang. Det sidste er ikke nødvendigvis et onde, men i en kommune med en meget sårbar økonomi betyder det, at der bliver færre penge til andre formål, hvor der altså må sættes ind med spareforanstaltninger.
Under valgkampen hed det fra de politikere fra Venstre, DF, de radikale, konservative og LA, der nu kommer til at udgøre byrådets flertal, at der skal skrues voldsomt ned for bureaukratiet - især fra LAs Benny Bonde. Begyndelsen bliver ganske anderledes og modsat. Haderslev Kommune får endnu mere bureaukrati.
De eneste, der på forhånd kan udpeges som vindere, er de politikere, der scorer nogle honorarer, de ellers ikke ville have fået.
Havkatten Calle