Smag på Kongernes Nordsjælland på Kronborg Slot
Duft, smag og køb lokale mad- og drikkevarer på Kronborg Slot i den kommende weekend. De lokale madhåndværkere fra Smag på Nordsjælland kommer med masser af varer til Kronborg Slot – næsten som i gamle dage, når Kongens hof skulle forsynes.
Der er masser af smagsprøver, duft af jul og mulighed for en snak med producenterne. Der kommer lokale madhåndværkere, som arbejder med pølser og kød, honning, bær, øl, snaps, vin og kaffe.
”Det glæder os at kunne invitere til mad- og drikkevare julemarked på Kronborg Slot. Det har vi ønsket os i flere år, og nu lykkes det. Vi håber på mange besøgende på Kronborg” siger Anette Kjærholm, eventkoordinator på Kronborg Slot.
”Kronborg Slot bliver en fantastisk ramme omkring vores lokale produkter. Det giver mening at bruge den historiske ramme omkring det lokale madhåndværk, der bygger på natur og traditioner i Nordsjælland. Vi vil gøre, hvad vi kan for at give Kronborgs gæster en god oplevelse”, siger Torben Bo Toft Christensen fra Rokkedyssegaard og formand for Smag på Nordsjælland.