Fortsæt til indhold

Ny ramme for vækst i Køge kommune

Byrådet har vedtaget ny Kommuneplan, som skal være grundlaget for udvikling af by- og landområder i de kommende år.

Arkiv
Arkiv

UDVIKLING: Køge er de store projekters kommune med bl.a. et nyt Universitetssygehus, nye stationer i Køge Nord og en helt ny bydel ved Køge Havn på vej.
Rammerne for, hvordan Køge Kommune kan udvikles, findes i Kommuneplanen – og nu har Byrådet vedtaget Kommuneplan 2013, som alle de store udviklingsprojekter skal spille sammen med frem mod 2020.- Kommuneplanen er den store masterplan for den fysiske udvikling af vores kommune. Den skal sikre, at vi får tænkt mulighederne i alle hjørner af kommunen med i vores udviklingsarbejde – og at vi på bedste vis får udnyttet de oplagte potentialer, der eksempelvis er ved de nye Køge Nord stationer og nærheden til motorvejene ved Køge Nord og Bjæverskov, fortæller borgmester Marie Stærke og fortsætter:
- Det har været lidt af et puslespil at få Kommuneplanen til at lande, hvor den ligger nu, fordi der er mange lovområder at tage hensyn til. Byrådet har derfor været i en tæt dialog med flere ministerier for at sikre den overordnede koordinering i de store udviklingsprojekter.

Muligheder og hensyn

I Kommuneplan 2013 har Byrådet valgt at gøre Køge Nord og Bjæverskov Vest til særlige udviklingsområder. Det betyder, at der skal laves kommuneplantillæg for områderne senest ved udgangen af 2014.
Samtidig med at kommuneplanen skaber mulighed for byudvikling af nye arealer og ny infrastruktur, fastsætter den også rammerne for nuværende og kommende lokalplaner i de eksisterende byområder. Det er også i kommuneplanen at retningslinjerne for, hvordan Kommunen administrerer og udvikler det åbne land, fastlægges.
Byrådet har i Kommuneplan 2013 lagt vægt på, at der overordnet planlægges for udvikling i alle dele af kommunen – og ikke kun i de største byområder. Samtidig skal Kommuneplanen tage hensyn til de regionale bindinger, som eksempelvis Fingerplan 2013 lægger for Køge Kommune.
Forslaget til Kommuneplan 2013 har været i offentlig høring i otte uger i efteråret, og der har været stor interesse for forslaget. Bl.a. har der været holdt borgermøde om Kommuneplanen, hvor knap 100 borgere mødte op.
- Det har været vigtigt for os i Byrådet, at få borgerne med i arbejdet med at lave den nye Kommuneplan. Nu er den overordnede plan vedtaget, og i den kommende tid skal vi i dialog om de mere konkrete ting, som planen lægger op til. Det kan eksempelvis være ved en fremtidig detailhandelsudvikling i Vemmedrup, Hastrup og Herfølge, ved afgrænsningen af landsbyerne fremadrettet eller ved udviklingen af Køge Marina, siger Marie Stærke.
Der er kommet 73 indsigelser og høringssvar til forslaget til Kommuneplan i høringsperioden. Emnerne har været mange og følgende har der været særligt fokus på fra borgernes side: Stiplanlægning, trafikforhold herunder omfartsveje, udvikling af landsbyer, planlægning for Køge Marina, detailhandel, By og centerstruktur m.m.
pm