Fortsæt til indhold

Indbrudstyve taget på fersk gerning

Arkiv
Arkiv

SOLRØD: En årvågen mand på Holmevej i Solrød Strand anmeldte tirsdag formiddag kl. 11.33 at han kunne se to mænd, der ikke hørte til i området, gå undersøgende rundt ved genboens hus, hvorefter mændene forsvandt om på bagsiden af huset.
Kort efter kunne han se en person gå rundt inde i huset.
Politiet kørte hurtigt til stedet, hvor en 25-årig mand blev truffet på vejen i færd med at anbringe tyvekoster i tyvenes bil. Inde i genboens traf politiet en 21-årig medgerningsmand fra Søborg.
Begge blev anbragt og sigtet for indbrud på stedet, idet ruden i en terrassedør var knust. Ved ransagning af tyvenes bil fandt politiet tyvekoster, der stammede bl.a. fra et indbrud i Tune, ligesom bilens nummerplader var meldt stjålne fra Præstefælledvej, Kastrup, i dag. I bilen lå bilens rigtige, afmonterede nummerplader, der var afmeldte hos SKAT.
Politiet ransagede i relation til den ene anholdte et tilholdssted på Amager, hvor politiet fandt adskillige tyvekoster opbevaret. Beboeren på stedet – en 18-årig kvinde fra København – blev som følge af disse fund også anholdt som mistænkt for at være medsammensvoren i forhold til de to anholdte fra Holmevej.
- Alle anholdte har overnattet i forskellige arresthuse og vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde onsdag formiddag med krav fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling, oplyser Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
pm