Fortsæt til indhold

Stafetten går næste år videre til Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: Ønsket om at bekæmpe kræft er i den grad til stede i Køge.
Den 11. november blev der afholdt det første informationsmøde om Stafet For Livet – et arrangement, der samler penge ind til kampen mod kræft.
- Det var fantastisk at se, at der kom interesserede frivillige til informationsmødet. Vi håber, at endnu flere vil dukke op til vores andet informationsmøde, onsdag d. 11. december. Planlægningsarbejdet skal til at gå i gang, og vi har brug for alle de frivillige hænder, vi kan få fat i, siger Iram Saif, konsulent hos Kræftens Bekæmpelse.

Stafet For Livet er for alle

Desværre bliver mange i lokalområdet ramt af kræft. Og stort set alle er berørt af det – enten blandt den nære familie, vennekredsen, bekendte eller kolleger.
- Netop derfor er Stafet For Livet noget, der er for alle, fordi vi på den ene eller anden måde er ramt af det. Derfor håber vi, at mange lokale vil bakke op om Stafet For Livet i Køge, for arrangementet er en rigtig god måde at gøre noget aktivt i kampen mod kræft, siger Iram Saif.
Stafet For Livet er en 18-24 timers holdaktivitet, der gennem oplysning, aktiviteter og underholdning sætter fokus på kræftsagen.
Stafetterne skaber også rum til at mindes dem, der tabte kampen mod kræft og give håb til dem, der stadig kæmper. Håbet holdes i live via de fremskridt, der sker inden for forskningen, via støtten til de mange der rammes af kræft og gennem oplysning om, hvordan kræft kan forebygges. Stafet For Livet samler penge ind, så Kræftens Bekæmpelse kan fortsætte det livsvigtige arbejde.
Stafetten består af forskellige hold – typisk 10-15 personer, hvor der hele tiden skal være en person på banen. Alle kan deltage, og om man vil gå, løbe eller køre på løbehjul bestemmer man selv. Det gælder ikke om at komme først, men om at gøre en aktiv indsats i kampen mod kræft.
- Selve stafetten strækker sig over både nat og dag for at symbolisere, at det er hårdt arbejde døgnet rundt at have kræft. Det gælder ikke om at komme først men om at stå sammen og ikke mindst give håb til alle dem, der hver dag kæmper mod kræft. olHSamtidig er det jo også en god måde at være fysisk aktiv på sammen med familie, venner eller kolleger, siger Iram Saif.
Når mørket falder på, tændes der levende lys i papirsposer opstillet langs banen. På hver pose kan du enten skrive et navn på en person, du gerne vil støtte i kampen mod kræft, eller på en person, der har tabt kampen.
Iram Saif opfordrer alle interesserede i at deltage i det andet informationsmøde onsdag den 11.december kl. 19.00 på Teaterbygningen i Køge. For skal Stafet For Livet til Køge er der behov for alle frivillige kræfter.
- På vores andet informationsmøde introducerer vi de fremmødte mere til tanken bag Stafet For Livet, og hvad vores mål med stafetten er. Jeg håber at se rigtig mange til mødet. Sammen skal vi gøre Stafet For Livet til en god og mindeværdig oplevelse her i Køge, slutter Iram Saif.
Hvis du ønsker at vide mere om Stafet For Livet, kan du besøge www.stafetforlivet.dk. Tilmelding til informationsmødet sker til konsulent, Iram Saif på isa@cancer.dk eller på 3525 7504 – gerne inden den mandag den 9. december.
pm