Landbetjent slog kløerne i benzintyve
Bent Larsen
En årvågen landbetjent var i går sidst på eftermiddagen årsag til at et par benzintyve blev anholdt.
Landbetjenten bor lige over for en tankstation på Hovedgade i Rønde, og her observerede han en bil uden nummerplader, der kørte væk fra tanken.
Landbetjenten fulgte efter og fik standset bilen. En opringning til tankstationen bekræftede, at bilen var kørt uden at betale for benzinen, og både føreren og ejeren af bilen blev sigtet for tyveri.
Inde i bilen lå i øvrigt de afmonterede nummerplader.