Vindmølle-planer sættes i bero
VINDMØLLEPROJEKT: Køge får ingen kæmpevindmøller på havnen i denne omgang.
Byrådet har besluttet at skrinlægge et lokalplanforslag med tilhørende kommuneplantillæg og VVM, som ville gøre det muligt at sætte fire store vindmøller op på de kommende dækmoler omkring Køge havn. Planforslagene var i høring frem til 5. november.
I høringsperioden modtog Køge Kommune 1.140 indsigelser mod møllerne – langt de fleste fra borgere, som var bekymrede for støjen fra møllerne.
- Det er klart, at det gør indtryk, når så mange borgere er imod vindmøllerne. Vi vil gerne have et grønnere Køge, men ikke for enhver pris. Derfor har vi besluttet at sætte vindmølleplanerne i bero. Men vi skal stadig finde alternative energiløsninger, så vi kan nedsætte vores CO2-forbrug, siger borgmester Marie Stærke.
Miljøministeriet, Sundhedsministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet er netop gået sammen om at undersøge, om støj fra vindmøller kan gøre mennesker syge. Resultatet af undersøgelsen ventes at være klar om ca. tre år.
pm