Fortsæt til indhold

Fjerkræ på nytårsmenuen

Løver elsker at spise fjerkræ til nytår. Helst store skaldede hvide høge fra Nordjylland

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Inden den klassiske omgang nytårsishockey i SE Arena, var der 160 supportere, der havde løst billet til det mindst lige så klassiske nytårstaffel forinden.
Her blev der mæsket i lækkert nytårsmad - typisk kød, grønlangkål og den slags. På isen var menuen en anden.
Her skulle der spises fugl. Mere præcist høg.
Gæsterne i dette års nytårsbrag var nemlig sidste års evige toere fra Frederikshavn White Hawks. Et hold, der også i denne sæson har sat sig for at gøre livet surt for Ceman og Co. Det fik de dog ikke mulighed for at vise i kampens første tredjedel.
Her blev de nemlig mødt af et sønderjysk festfyrværkeri, som er sande mestre værdigt. Der blev spillet hurtigt, energisk og kreativt, og foran buret var de lyseblå skarpe som en nyslebet ragekniv.
Kampen gav debut til den nyindkøbte finske back, Anssi Rantanen. Han gled fint ind på holdet og ligner en rigtig god investering frem imod slutspillet.
Med 3-0 på tavlen, slap SønderjyskE lidt at taget, og de 3700 tilskuere blev vidne til to - lidt mere - jævnbyrdige perioder, som hjemmeholdet dog stadig kontrollerede. Og med endnu to flotte mål i slutfasen, hentede SønderjyskE en storsejr over rivalerne. Og publikum fik en fest.