Proces om biogas skal gå om
Processen omkring placeringen af et biogasanlæg i Randers Kommune skal gå om.
Det kom frem på et møde forleden i Assentofthallen om forslaget til Kommuneplan 2013.
På mødet blev der især spurgt til den foreslåede placering af et muligt biogasanlæg ved Daka. Og borgmester Henning Jensen Nyhuus tilkendegav, at processen omkring udpegningen af placeringen skal gå om.
Borgmesteren sagde, at han havde hørt de protester, der har været i Assentoft til forslaget om en mulig placering af et biogasanlæg ved Daka. Derfor vil han nu gå tilbage til byrådet og foreslå, at processen vedrørende den del af kommuneplanen, der vedrører biogas starter forfra.
Forslaget skal behandles på byrådsmødet den 8. april.
Flere end 300 borgere var mødt op til mødet i Assentofthallen, der var det tredje i rækken af i alt fem borgermøder i forbindelse med forslaget til Kommuneplan 2013.