Ny systematisk indsats mod faldulykker
Bent Larsen
Syddjurs Kommune lancerer nu en ny systematisk indsats for at forebygge fald i kommunens plejeboliger. Indsatsen omfatter både træning af den enkelte, undersøgelser af de enkelte fald og brug af redskaber som for eksempel hoftebeskyttere.
Fald blandt ældre kan have store konsekvenser, som for eksempel hoftebrud, begrænsning af hverdagslivet, isolation og for nogen depression og angst.
Undersøgelser viser, at en tredjedel af ældre over 65 år og halvdelen af ældre over 80 år falder mindst én gang om året. Faldulykker blandt ældre er årsag til cirka 1000 dødsfald om året.