Greve bruger mange penge på idræt
GREVE: Indbydende fodboldbaner, gode haller, springgrave og løbebaner kendetegner Greve Kommune. Og borgerne kvitterer ved at dyrke masser af idræt. Det viser en ny analyse fra Danmarks Idrætsforbund, DIF.
Børn og voksne i Greve spiller fodbold på drænede nyklippede græsplæner eller på kunstgræs. Alle aldre svømmer, leger og pjasker i Greve Svømmehal. Og skolebørn konkurrerer i atletik på baner og anlæg, som dur.
For Greve Kommune prioriterer idræt højt. Og i forhold til andre kommuner i området, er Greve helt i top, når det gælder idrætsanlæggene. Det viser en helt ny analyse fra DIF.
- Vi bruger mange penge på idræt, fordi vi ved, at vores borgere gerne vil spille bold, dyrke atletik, svømme og meget andet. Og fordi vi vil motivere vores skolebørn, så idræt og bevægelse er en naturlig del af deres hverdag, siger Lone Rytter Holm, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
I Region Sjælland er Greve Kommune kun overgået af Stevns, når det gælder udgifter pr indbygger til idrætsanlæg. Og borgerne kvitterer til gengæld med at dyrke masser af idræt.
- Det er en stor del af vores identitet at vi dyrker sport her i Greve. Vi har en kultur, hvor rigtigt mange af os mødes omkring gymnastik, fodbold, kampsport og meget andet, siger Lone Rytter Holm.
I alt måler DIF kommunerne på 22 forskellige parametre inden for faciliteter, økonomi, frivillighed og idrætspolitik. I den samlede analyse ligger Greve på en 30. plads udaf landets 98 kommuner.
Hele DIFs undersøgelse kan ses her.
pm