Ændring i daginstitutioners åbningstid
Dan Jensen
Randers Byråd drøftede på mødet i denne uge åbningstiden i kommunes daginstitutioner.
I forbindelse med budgettet for 2013 blev det vedtaget at reducere åbningstiden med en halv time ugentligt, men efter en høringsperiode har et flertal i byrådet vedtaget at enkelte institutioner nu skal tilbyde en udvidet åbningstid.
Samtidig blev det besluttet at ændre strukturen for ledelsen af dagtilbuddene i Randers Kommune, så der bliver fem dagtilbudsområder.
En institution i hvert dagtilbud får en fleksibel åbningstid på minimum en time ekstra ugentligt og maks. 52 timer om ugen. Det er bestyrelserne for det enkelte kommunale dagtilbudsområde, der afgør hvilken institution, der skal have længere åbningstid.