Fortsæt til indhold

Lions Club Køge uddeler 20 julekurve

Arkiv
Arkiv

KØGE: Behovet for hjælp til familier, der mangler det mest nødvendige for at holde jul, er steget voldsomt i år. Aldrig har der været så mange ansøgninger om individuel hjælp fra enlige forsørgere.
Udover at bevilge støtte til en række modtagere, der har ansøgt Lions Club om julehjælp, har det lokale udvalg under Lions Club i Køge også besluttet at donere 20 julekurve til værdigt trængende familier i kommunen. Kurvene er fyldt med fødevarer og knas til en samlet værdi af over 10.000 kr.
- Vi er glade for at kunne uddele disse kurve, udtaler formanden for Lions' lokale udvalg, Ib Madsen. Der er et stort behov, og det bekymrer os, at der åbenbart er så mange, der ønsker hjælp. Det er bestemt ikke noget godt tegn. På den baggrund kan vor hjælp forekomme som en dråbe i havet. Men det glæder os, at vi kan hjælpe med til, at i det mindste nogle af disse trængte familier kan få en rigtig juleaften, siger Ib Madsen.
Julekurvene fra Lions Club Køge uddeles via god og nær kontakt til socialrådgiverne i Køge Kommunes Familieafdeling, som ud fra deres kendskab og forbindelse til de mange trængte familier udvælger de familier, som har særligt behov. Lions Club Køge har som sådan ikke selv kendskab til hvilke familier, der støttes med julekurvene, der som nævnt uddeles fra Familieafdelingen.
- Lions Club er en stor humanitær international hjælpeorganisation, og vi er stolte af lokalt at kunne yde vort beskedne bidrag til en god juleaften for de udvalgte familier, som vi ønsker en rigtig glædelig jul, slutter Ib Madsen.
pm