Fortsæt til indhold

Julen er en brandfarlig fest

Arkiv
Arkiv

JULEHYGGE: Julen er lysenes fest, men dermed desværre også en brandfarlig en af slagsen. December er højsæson for brande i private hjem, og Falck rykker ud til gennemsnitligt godt 50 procent flere brande i december end på en normal måned. Danskerne er heldigvis blevet bedre til at forebygge, men mange kan stadig gøre mere for at sikre sig mod brand.
- Det er enkelt at gøre en effektiv indsats. Først og fremmest bør ethvert hjem have mindst én røgalarm. Alle nybyggede huse i Danmark skal have dem, I Norge er det et lovkrav, at alle beboelser har røgalarm, og i Sverige har en undersøgelse vist, at røgalarmer er den bedste og billigste brand¬fore¬byggelse, siger Bendt Trustrup, der er brandchef i Falck.
Det er netop den flittige brug af levende lys i december, der udløser mange af brandene i julemåneden, men Bendt Trustrup giver en række gode råd, der kan mindske risikoen.
- Det er vigtigt, at lysene ikke står op ad brændbart materiale eller tæt på gardiner. Lad ikke lysene brænde i rum, hvor man ikke holder opsyn - og vær særligt opmærksom, når der er børn til stede, siger Bendt Trustrup.
Juledekorationer skal ifølge brandchefen være lavet, så flammen ikke kan få fat i gran eller pynt. Lys skal stå godt fastgjort, gerne i folie. Hvis man har en adventskrans hæn¬gende i loftet, bør den ikke alene hænge i rødt bånd, men også i ståltråd. Fyrfadslys ser tilforladelige ud, men de kan blive så varme, at væskefladen bryder i brand. Det kan medføre, at der står flammer på 20-25 cm op fra disse lys.
- Hvis så store flammer får fat i gardiner eller lignende, kan de føre til en voldsom brand. Så tænk grundigt over, hvor du stiller fyrfadslys, og sæt dem frem for alt i en form for lysestage. De må ikke stå frit på bordet - og slet ikke på en papir¬dug, selv om det bidrager til julehyggen, siger brandchefen.
Er man hurtig, kan man slukke mange små brande med en danskvand, som man ryster, mens man holder en anelse for åbningen. Lidt større bran¬de i for eksempel juletræer kan oftest slukkes med en spand vand eller en almindelig 2 kg pulverslukker.
- En anden effektiv måde at slukke en mindre brand, er at kvæle ilden med et brandtæppe. Denne metode kan man eksempelvis bruge, hvis en adventskrans falder ned, siger Bendt Trustrup.
Et effektivt, forbyggende middel mod brand er den økologiske brandhæmmende spray, Burnblock, som kan købes hos Falck.
- Burnblock er en yderst effektiv forebygger. Den sprayes blot på juletræet eller juledekorationen, som derved bliver meget svær at antænde, siger Bendt Trustrup.