Lokalplan for Campus Køge er vedtaget
KØGE: Snart kan udbygningen af Campus Køge - uddannelsesbyen i Køge Nord – gå i gang.
Tirsdag vedtog Byrådet ny lokalplan for området nord for Lyngvej, hvor det er planen at samle en række uddannelsesinstitutioner i en campus. Køge Handelsskole, Erhvervsakademi Sjælland og EUC Sjælland ligger i forvejen i området.
- Campus Køge bliver et stærkt studieområde, som vil trække studerende til fra hele Sjælland. Lokalplanen lægger samtidig op til, at Campus Køge bliver et sted med atmosfære og gode muligheder for fællesskab – noget, som jeg håber, kan blive et særkende for Campus Køge, siger borgmester Marie Stærke, der også er formand for Styregruppen for Campus Køge.
Lokalplanen viser bl.a., hvor der kan ligge uddannelsessteder, fællesfaciliteter, studieboliger, veje og stier i campusområdet.
Lokalplanen har været i offentlig høring frem til 5. november, og der er kommet otte indsigelser og bemærkninger i høringsperioden, som er blevet indarbejdet i det lokalplanforslag, der altså nu er vedtaget.
pm