30-årig kvinde fængslet i surrogat
Bent Larsen
En 30-årig kvinde fra Randers er i dag i et grundlovsforhør ved retten i Randers blevet varetægtsfængslet for 14 dage i surrogat på et psykiatrisk hospital, sigtet for brandstiftelse.
Ifølge sigtelsen satte hun sent i aftes ild til det rækkehus, som hun bor i. Derved bragte hun også sine to børn på fem og ni i overhængende livsfare.
Både af hensyn til den videre efterforskning og til de familiære omstændigheder ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at komme med yderligere oplysninger.
Af samme grund vil anklagemyndigheden begære dørene lukket ved grundlovsforhøret.