Frøslevlejrens Efterskole slår dørene op på søndag
Søndag er der dømt efterskolernes dag over hele landet - også i Frøslev
“Kom og vær elev på Frøslevlejrens Efterskole for en dag. Alle vores døre står vidt åbne. Hos os kan du ikke bare se og høre om efterskolen - du kan også mærke det på egen krop”. Sådan lyder opfordringen fra elever og lærere fra Frøslevlejrens Efterskole i forbindelse med søndagens åbne hus til Efterskolernes dag 2014.
TV2"s nye program “Danmark har talent” har netop besøgt efterskolen. De ved nemlig godt, at Frøslevlejrens Efterskole ikke kun giver en god boglig uddannelse, men også er rigtig gode til at udvikle kreative talenter.
Undervisningen på skolens fire linjefag - Teater, Dans, Musik og Film/Lyd/Lys - er så god, at mange af skolens elever forsætter med en kreativ karriere på scenen, bag kameraet eller mixer-pulten. På søndag kan alle selv få syn for sagen. Her åbner skolen dørene mellem 13 og 17, og her vil der blive mulighed for at se, høre og mærke de ting, skolen tilbyder.
Udover information og rundvisninger bydes der på lidt godt til ganen, og der vil blive mulighed for at for svar på alle de spørgsmål, der måtte opstå i løbte af dagen.
Eleverne viser rundt og fortæller gerne om hverdagen på efterskolen.