Fortsæt til indhold

Bestyrelsen trækker sig

Bestyrelsen i Vejle Handicap Center trækker sig, fordi Vejle Kommune har underkendt ansættelsen af Christa Laursen

Arkiv
Jeppe Rafn

Bestyrelsen i Vejle Handicap Center har i dag, den 19. september 2014, trukket sig. Det fremgår af et brev fra bestyrelsen til Christa Laursen, som Lokalavisen Budstikken Vejle er i besiddelse af.
I brevet ridser bestyrelsen sagen op og skriver, at Vejle Kommune den 8. august sendte en ansættelseskontrakt til bestyrelsen, som derefter ansætter Christa Laursen som daglig leder per 1. august og orienterer Vejle Kommune om ansættelsen.
"Efterfølgende er der gået politik og andet fnidder i dette og jf. mail fra chefjurist Steen Jørgensen, så bestemmer Vejle Kommune at de alligevel ikke kan godkende Christa Laursens ansættelse. Bestyrelsen vælger d.d. at gå, da beskyldningerne fra chefjuristen Steen Jørgensen og således også Vejle Kommune er behæftet med fejlinformationer som stammer fra diverse medier. Ligeledes har Christa endnu ikke fået løn og hele dette forløb med beskyldninger, hvor der virkelig er drevet hetz mod Christa, tager vi dybt afstand fra," skriver bestyrelsen i brevet til Christa Laursen.
Ifølge den nu afgåede bestyrelse for Vejle Handicap Center er det ene og alene ansættelsesudvalget, der er ansvarlige for ansættelsesproceduren. Og man mener, at Vejle Kommune bør drages økonomisk til ansvar for først at have godkendt ansættelsen af Christa Laursen og senere erklæret ansættelsen ugyldig.
Brevet til Christa Laursen er sendt fra Jens Bork, Sonja Jacobsen, Johanne Bach, Helle Jørgensen, Bente Jacobsen og Ruth Andersen.