Vi har overhovedet ikke tænkt på at spare
Vejle Kommune har fået luft i økonomien efter flere års stram styring
Der var glæde rundt om hele bordet, da partiformændene onsdag morgen i sidste uge præsenterede næste års budget for Vejle Kommune. De var ikke engang trætte, for budgettet var blevet forhandlet på plads på bare 12 timer dagen forinden fra klokken ni til ni.
Glæden blev hjulpet på vej af, at politikerne i Vejle Kommune ikke skulle ud og finde en masse besparelser. Tværtimod var der plads til at lægge på efter flere års stram styring af økonomien, som borgmesteren forklarede indledende.
“Jeg har ikke været med til at lægge så mange ting ind i budgettet,” sagde borgmester Arne Sigtenbjerggaard, Venstre, inden han gav ordet videre.
“Jeg håber ikke folk, der skal ha' penge, falder over hinanden på gaden,” konkluderede løsgængeren Holger Gorm Petersen.
Han var indtil for nylig partikammerat med Folmer Kristensen, der også var en glad mand.
“Det er sjovt. Vi har overhovedet ikke tænkt på at spare,” bemærkede Dansk Folkepartis nye gruppeformand.
På den modsatte politiske fløj var SF også tilfreds med budgetforliget, der ifølge gruppeformand Lone Myrhøj giver mere velfærd. Og så mindede hun lige om, at SF ikke var med i delforliget om at nedsætte dækningsafgiften, der næste år giver erhvervslivet en besparelse på cirka 40 millioner kroner.
Skattelettelsen til erhvervslivet er til gengæld vand på den konservative Dan Arnløv Jørgensens mølle. Han glædede sig også over en sænkning af byggesagsgebyret og målsætningen om at udbyde opgaver for 30 millioner kroner i 2016-18.
Løft til folkeskolen
Samlet set investeres der næste år for 112 millioner kroner ekstra og i alt 344 millioner kroner over de næste fire år. Knap halvdelen, 166 millioner kroner, går til folkeskolerne, som har en central placering i Vejle Kommunes nye vision 'Vejle med vilje'.
“Vi skal ikke oversælge skoledelen, for en del af pengene var sat af i forvejen, men det er trods alt en udbygning,” sagde socialdemokratiets gruppeformand Søren Peschardt.
Han hæftede sig også ved de millioner, der i de kommende år bliver brugt på haller og grønne områder.
“Det skaber glæde og understøtter det frivillige engagement.”
Venstres gruppeformand Jens Ejner Christensen var også tilfreds med budgettet.
“Vi stod sammen i de svære år, hvor vi skulle skære. Nu lægger vi til, og så vil vi gerne tilgodese alle, der har været med til at spare,” sagde han med henvisning til byrådets partier, der alle har fået gennemtrumfet nogle af sine egne mærkesager.
Måske lige undtagen Enhedslisten, der ikke er med i forliget.