Fortsæt til indhold

"Det er klamt ikke at vaske hænder"

I forbindelse med Årets Hygiejneuge fik Fællesskolen Starup Øsby besøg af hygiejnekorpset

Arkiv
Mette Henriksen

"Det er da vigtigt at vaske hænder, for vi kan blive syge af bakterier."
Nutidens børn er kloge på mange ting. Og på Fællesskolen Starup Øsby er elverne i 4. klasse tilmed blevet rigtig kloge på, at deres mobiltelefoner og iPads faktisk lever deres helt eget liv.
De fik nemlig syn for sagen, da Haderslev Kommunes hygiejnekorps rykkede ud under overskriften "God hygiejne er også dit valg” i forbindelse med årets Hygiejneuge, der sætter fokus på god hygiejne og rutiner.

Tastatur er bakteriebombe

Rådet for Bedre Hygiejne arrangerer hvert år en kampagneuge, hvor der sættes fokus på værdien af en indsats for bedre hygiejne i blandt andet skoler. I den forbindelse fik eleverne undersøgt, hvor rene - eller ikke - deres mobiltelefoner/iPads og lektiebøger er. Det skete ved hjælp af et særligt måleinstrument, en ATP-måler, der kan afsløre, hvordan dårlig håndhygiejne kan ”smitte” videre til de redskaber, vi bruger i dagligdagen – og derfra videre. For faktisk er telefonrøret på kontoret og computertastaturet de rene bakteriebomber – ja, 400 gange værre end et almindeligt toilet.
"Der var faktisk mange bakterier på min mobil," siger Magnus, som var en af dagens frivillige forsøgskaniner, undrende.
"Jeg synes egentlig, at jeg vasker hænder ofte, og i hvert fald, hver gang, jeg har været på toilet. Jeg ved, at det er der langt fra alle, der gør, og det er altså rigtig klamt. Så det kom bag på mig, at der også var rimelig mange bakterier på mine ting."

Fokus på forbedringer

Lige som klassekammeraten Julie, er han allerede fra børnehavetiden blevet guidet i, hvordan man opnår god håndhygiejne.
"Det har vi lært som helt små. Jeg tror egentlig også, at vi er gode til at huske at vaske hænder - jeg har i hvert fald ikke været syg det sidste år," fortæller Julie.
"Heller ikke jeg. Det er i hvert fald to år siden," tilføjer Magnus.
Hygiejneugen i Haderslev Kommune bød også på aktiviteter i Gram, Vojens og Haderslev med tilbud om at få undersøgt, hvor god man er til at vaske hænder. Fælles for aktiviteterne var, at Hygiejneugen handler om at give gode råd om lette og praktiske forbedringer – ikke om at sætte en snavset finger på, hvad man i dag gør galt. Et budskab, som også Magnus og Julie på Fællesskolen har taget til sig.
"Måleinstrumentet viste tydeligt, hvor det var galt henne. Så nu vil vi blive endnu bedre til at vaske hænder, for vi gider ikke være syge."