Talenter slog til i Norge
De unge talenter i Vejle Kajakklub har vundet flere guldmedaljer samt sølv og bronze til de nordiske ungdomsmesterskaber (NM) i Norge og til DM i kortbane.
Til NM vandt Stine Therese Høy Møller tre guldmedaljer (firerkajak på 200 og 500 meter samt i enerkajak stafet) og to sølvmedaljer. Ved samme mesterskab roede Andreas Woltmann sig til to sølv- og en bronzemedaljer i toerkajak og firerkajak, og Johan Te Pas fik en bronzemedalje i firerkajak.
Ved DM i kortbane havde klubben 11 roere med.
Malthe Hansen blev dobbelt dansk mester på 200 og 500 meter med sin makker Rasmus Winther fra Ungdom Kolding Kajakklub.
Stine Therese Høy Møller gentog kunststykket fra NM ved at få fem medaljer hængt om halsen. Ved DM fik hun guld i firerkajak 500 meter samt fire sølvmedaljer.
Endelig skiftede Johan Te Pas sin bronzemedalje til NM ud med en sølvmedalje til DM.
Efter mesterskaberne er Stine Therese Høy Møller blevet udtaget til stævnet Olympic Hopes, der bliver roet i Slovakiet i september.