Fortsæt til indhold

Kajak-samarbejde mellem Kolding og Vejle er GULD værd

Unge kajakroere fra Kolding og Vejle i succesrigt samarbejde

Arkiv
Jeppe Rafn

Indenfor kajaksporten er det mere reglen end undtagelsen, at roerne i succesfulde både med flere roere kommer fra forskellige klubber. I en forholdsvis lille sport som kajakroning må de dygtige roere naturligt nok kigge til andre klubber for at finde ropartnere på samme niveau.
Det gælder også for 13-årige Malthe Hansen fra Vejle Kajakklub og 14-årige Rasmus Winther fra Kolding Kajakklub, der begge har været på udkig efter en makker i toerkajak (K2). Sidste år mødte de hinanden til en fællessamling med flere klubber, hvor de prøvede at ro sammen.
“Vi havde bare et vildt godt flow med det samme,” fortæller de unge roere, der blev enige om at prøve at ro sammen.
Det gav pote allerede til det første stævne, hvor de roede sammen, i maj i år.
“Det var den fedeste oplevelse. Vi vandt 500-meter løbet med en bådlængde. Jeg kan huske, jeg var rigtig glad,” fortæller Rasmus.
“Lige inden havde vi roet 200 meter og var kun blevet nummer fire. Det var især derfor, det var så fedt at vinde,” siger Malthe.

Dobbelt dansk mester

Til det internationale stævne Bagsværd Regatta var de bedste danskere og blev nummer to foran en af Europas bedste både fra Tyskland. Og det foreløbige højdepunkt på Trekantsamarbejdet kom til de danske mesterskaber i august, hvor Malthe og Rasmus vandt guld både på 200 og 500 meter distancen.
“Drømmen er at komme til ungdoms EM eller Olympic Hope næste år, hvor vi rykker op i U16-klassen,” siger Rasmus.
Det er ikke fordi, Malthe og Rasmus overrender hinanden. Til daglig ror de i hver sin klub, for det er lidt besværligt at komme fra Vejle til Kolding eller omvendt.
Men det gør jo heller ikke så meget, når åretagene mellem de to drenge bare glider som smurt.