Fortsæt til indhold

Kæmpe modstand mod nattelukning af skadestuen på Vejle Sygehus

Mange er utilfredse med Region Syds beslutning om lukke skadestuen i Vejle om natten

Arkiv
Jeppe Rafn

Skadestuen på Vejle Sygehus vil fremover være lukket for patienter fra klokken 22-07. Det har et flertal af politikerne i Region Syddanmark besluttet i forbindelse med budgetforliget, der indeholder besparelser på 120 millioner kroner på sundhedsområdet.
Lukningen af skadestuen giver en besparelse på 1,5 millioner kroner, fremgår det af regionens sparekatalog. Der kommer i gennemsnit 10 personer med skader i det tidsrum, der nu lukkes. Disse personer skal i stedet enten til lægevagten eller akutafdelingen på Kolding Sygehus. Medicinske patienter skal direkte til Akut Visitationsafsnit på Vejle Sygehus.
Lukningen bliver mødt med protest på facebook på den nyoprettede side 'Bevar skadestuen på Vejle Sygehus som døgnåbent'.
Indenfor det første døgn fik siden over 2.000 likes, og knap halvdelen af dem har skrevet under på en protest.
"Det er forkasteligt, at regionsrådet nu vil lukke vores skadestue om natten. Vi ser det som et klart løftebrud i forhold til tidligere aftaler med regionen. Da Vejle mistede akutfunktionen til Kolding, var frygten netop, at vi ville miste vores skadestue. Det fik vi at vide ikke ville ske. Nu er første skidt taget til dette. Det er en ommer," siger Pernille Moesby Laursen fra Initiativgruppen, der består af hende, Morten Kristensen, Lone Myrhøj, Allan Pedersen og Ida Damborg, der alle er medlem af SF.
Også Dansk Folkepartis byrådsmedlem og tidligere medlem af regionsrådet Lars Aarup, er utilfreds.
"En lukning af skadestuen om natten i Vejle er endnu en forringelse af borgerens skattebetalte rettigheder. Hvad i alverden bruger de ansvarlige politikere egentlig vores skattekroner til?," spørger han.