Ølgod Gymnastikforening skal til DM i foreningsudvikling
40 foreninger fra hele landet er med, når DGI skyder en ny udgave af DM i foreningsudvikling i gang. Det sker ved en startkonference i Vejle den sidste lørdag i september
Lørdag den 27. september mødes repræsentanter for 40 idrætsforeninger fra hele landet til en stor konference i Vejle. Her lyder startskuddet til en helt ny udgave af DM i foreningsudvikling, hvor Ølgod Gymnastikforening er udpeget af DGI Sydvest til at være med.
"Vi har været på udkig efter udviklingsorienterede foreninger, der er klar til at gøre en ekstra indsats for at vise nye veje i udviklingen af den klassiske foreningsmodel. Det er grunden til, at vi har valgt Ølgod Gymnastikforening," siger Henning Kristensen, formand for DGI Sydvest.
Hanne Lene Haugaard, formand for DM i foreningsudvikling, uddyber:
"Den danske foreningsmodel er kommet for at blive, derom ingen tvivl. Det betyder ikke, at den ikke også skal udfordres og moderniseres, så den hele tiden fremstår ”nysynet og toptunet”."
En fantastisk rejse
Det er 4. gang mesterskabet løber af stablen. Undervejs har flere end 100 foreninger været med. De første tre år har mesterskabet været et pilotprojekt over syv måneder, og det har været så succesfuldt, at DGI nu gør DM i foreningsudvikling til en tilbagevendende og markant begivenhed.
"De første tre år har været en fantastisk rejse, både for alle de deltagende foreninger og for DGI," siger Hanne Lene Haugaard, der også er formand for sønderjyske Vilstrup UIF, som vandt DM-titlen det første år.
"Ved DM i foreningsudvikling arbejder vi sammen og deler ud til hinanden af det, vi er bedst til. Den proces skal fortsætte, og derfor er det fantastisk, at DGI også fremover vil byde velkommen til DM i foreningsudvikling," siger Hanne Lene Haugaard.
Den ny udgave af mesterskabet løber over et år og skal give DM-foreningerne mere tid til udvikling.
Under forskernes lup
Forskere fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet har fulgt DM i foreningsudvikling og konkluderer, at DM-foreningerne ser mere positivt på fremtiden end tilsvarende kontrolforeninger. DM-foreningerne får også flere medlemmer og flere frivillige, viser forskernes resultater.
Om det også vil være tilfældet for Ølgod Gymnastikforening og de øvrige foreninger i dette års DM i foreningsudvikling vil vise sig i september 2015, når en jury udpeger fem nye danmarksmestre i foreningsudvikling.