Skole står uden idrætshal i to år
Lukning af Egtved-hallen giver udfordringer på Egtved Skole
Til foråret lukker Egtvedhallen ned, for et års tid senere at rejse som en anden Fugl Fønix i nye og forbedrede rammer.
Men i perioden hvor hallen er lukket, giver det hallens brugere nogle markante udfordringer. Den største bruger af hallen er Egtved Skole, og her kigger man efter løsninger i to retninger.
“Vi har to modeller i spil, så eleverne stadig kan få idræt. Enten så skal vi have fat i busser, og så køre til Vingsted, eller så kan det foregå på kunstgræsbanen ved hallen, hvis den når at komme op at stå,” siger Villy Raahauge, der er skolens repræsentant i hallens bestyrelse.
Kunstgræsbanen er den foretrukne model, for det vil være få meter fra skolen, hvilket logisk nok vil spare en masse transport.
“Man kan godt være på en kunstgræsbane hele året rundt, det kræver bare at eleverne klæder sig efter vejrets luner. Det er god udfordring for alle, hvis det bliver den løsning,” siger han.
Lys for enden af..
Løsningen med kunstgræsbanen har dog en markant udfordring, nemlig at den slet ikke er bygget endnu. Og måske eller måske ikke bliver det, inden hallen lukkes.
“Nu må vi se. Der arbejdes hårdt på at få skaffet de sidste penge, og hvis det snart lykkes, kan arbejdet også godt nå at gå i gang, så banen kan stå klar inden hallen lukker. Men tingene er da usikre lige nu.”
Men uanset om løsningen bliver Vingsted eller kunstgræsbane, der tages i brug, så glæder Villy Raahauge sig til, at hallen atter står klar med de nye muligheder, det giver i form af eksempelvis mere plads og et gymnastikrum.
“Der er et klart lys for enden af tunellen, så vi lever fint med de udfordringer, der er undervejs.”
Egtved Skole har en gammel gymnastiksal fra 1930erne, der er alt for lille til de i alt 480 elever, der går på skolen, og som skal have idræt på skemaet. Uanset om hallen ved siden af er lukket eller ej.
Alle andre brugere af hallen er ved at finde alternative løsninger.
Byggeriet forventer at gå i gang til marts, og på den måde når man at kunne afholde den populære Bierfest i den nuværende hal.