Fortsæt til indhold

Lokale virksomheder støtter op om kampen mod kræft

Arkiv
Arkiv

INDSAMLING: Kræft rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende. Sygdommen er derfor en fælles sag, som kræver en fælles indsats.
Med disse kendsgerninger i mente opstod idéen om Cancer14, som skal være et bidrag til kampen mod den frygtelige sygdom samtidig med, at man får forenet motion og indsamling i en og samme sag.
Cancer14 arrangerer spinning-arrangementer i uge 43 landet over i samarbejde med fitness dk.
Det er i samme uge, hvor Knæk Cancer indsamlingen går i luften over hele landet. Med indsamlingen håber Cancer14, at kunne indsamle et væsentligt beløb til Knæk Cancer.

Kom op af stolen og støt en god sag

Lokalt i Køge går fitness dk aktivt ind i kampen mod kræften, og I hele uge 43 stiller Fitness dk, som holder til i ”Den Hvide By” i Køge, lokaler og cykler til rådighed.
- Vi er glade for, at vi her i Køge har fået muligheden for at støtte op i kampen mod kræften, og ser frem til rigtige mange deltagere i uge 43. Alle er velkommen til at deltage, da man behøver ikke være medlem for at tilmelde sig til spinning-eventen. Det koster kun 250 kr. at deltage, og alle deltagere får en lækker cykeltrøje til en værdi af 695 kr., samt en fyldt goodiebag til ugens prøvelser. Udover tilmeldingsgebyret betaler man 10 kr. pr. 100 kalorier, som man forbrænder i løbet af spinningtimen. Alle deltagere udstyres med et Suunto pulsur, der registrerer, hvor mange kalorier, man forbrænder. Udgifterne til trøje og goodiebag dækkes af velvillige sponsorer, så indsamlingsbeløbet dermed bliver så stort som muligt, fortæller Anders Sandbeck Ørsted, daglig leder af Fitness dk i Køge.
Læs mere om Cancer14, og hvordan man tilmelder sig på www.cancer14.dk.

Flere lokale virksomheder bidrager

Den lokalt forankrede virksomhed TeamWork Reklamebureau er med i gruppen af virksomheder, som står bag organisation af Cancer14 og Geo Lazarotti udtaler.
- Da jeg i foråret blev spurgt om jeg havde lyst til at deltage i Cancer14, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at sige ja hertil, da jeg har selv haft kræften tæt inde på livet hos både familie og venner. I dag har vi samlet et stærkt team af virksomheder og personer, som er organisationen og drivkraften bag Cancer14. Alle de involverede føler en stolthed og glæde over at kunne give et bidrag til kampen mod kræft, og er taknemlige for den støtte, som Cancer14 projektet allerede har mødt rigtig mange steder. Vi arbejder alle frivilligt, og håber at kunne medvirke til at få samlet et stort beløb ind til kampen mod den frygtelige sygdom.
En anden lokal virksomhed, som har bidraget er The Whole Company, som bl.a. producerer de landskendte Castus frugtstænger.
Alle deltagere i spinning-eventen vil stifte bekendtskab med de sunde frugtstænger i goodiebagen, som alle deltagere får udleveret.
- Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange vil deltage og hoppe på spinningcyklen i uge 43. Samtidig ser vi gerne, at endnu flere lokale virksomheder støtte op om Cancer14.
- Læs mere på www.cancer14.dk eller kontakt 4059 1864, hvis du vil høre mere om, hvordan du kan støtte kampen mod kræften, slutter Geo Lazarotti.
pm