Fortsæt til indhold

Minister vil undersøge de blå fartskilte

Bilister blæser på vejledende fartgrænser og -skilte. Ministeren undersøger sagen

Arkiv
Peter Friis Autzen

Skilte med vejledende fartgrænser er ikke det metal værd, de er trykt på.
I hvert fald overskrides de vejledende fartgrænser konsekvent og markant. Det viste Lokalavisen Budstikken i sidste uge med fartmålinger på tre lokale strækninger. 96 procent af bilerne overskred den anbefalede fartgrænse. Den gennemsnitlige overskridelse var på 28 procent.
“De blå skilte med vejledende fartgrænser virker ikke. Hvis man vil have farten sat ned på en given strækning, skal der en påbudt, nedsat fartgrænse og fysiske forhindringer til. Altså bump eller chikaner,” siger Malene Nygaard Christensen. Hun er næstformand i Vejle og Omegns Kørerlærerforening.
De blå, firkantede skilte med vejledende fartgrænser fører ifølge Rådet For Sikker Trafik til signalforvirring. Det er Malene Nygaard Christensen enig i.
“Det bedste ville være at gøre det helt forbudt at køre hurtigere end 30 km/t, hvis man mener, at det er den hastighed, der skal køres med der. Og så mere politi,” siger hun.

De erfarne fartsyndere

Ifølge Malene Nygaard Christensen er det primært de erfarne bilister, der blæser på de vejledende fartgrænser.
“Nybegynderne overholder dem. Dels fordi de lige har lært om dem, og dels fordi de dumper deres køreprøve ved at overskride dem. Men de erfarne, gamle bilister presser på bagfra, og så opstår der en problematisk utålmodighed,” siger hun.
Mange generhvervelses-elever i hendes køreskole kommenterer på de blå skilte.
“De siger 'jamen, her har jeg da aldrig kørt 30 km/t'. Og det er jo netop problemet,” siger Malene Nygaard Christensen.

96 procent af bilisterne overholder ikke et skilt som dette.

Minister vil undersøge

Resultatet af Lokalavisen Budstikkens fartmålinger kommer bag på transportminister Magnus Heunicke (S).
“Jeg er overrasket over, at skiltene ikke skulle virke,” skriver han i en mail til redaktionen.
“Skilte skal naturligvis virke efter hensigten, og derfor vil jeg nu bede Vejdirektoratet om at se nærmere på sagen. Direktoratet har i forvejen megen fokus på, at skilte ikke skal skabe forvirring – det er selv sagt ikke til gavn for trafiksikkerheden.”
I mellemtiden opfordrer han blandt andre kommunerne til at forholde sig til de næsten virkningsløse skilte.
“Vejdirektoratet vil tage fat i Rådet for Sikker Trafik og Kommunernes Landsforening for at drøfte sagen. De lokale hastighedsgrænser er fortrinsvis noget, der bestemmes lokalt af vejbestyrelsen og politiet, så derfor vil det være oplagt at inddrage kommunerne.”
Umiddelbart er Magnus Heunicke tilhænger af, at farten reguleres ned ved hjælp af fartdæmpende foranstaltninger i stedet for skilte.
“Det er som nævnt fortrinsvis noget, der arbejdes med i de enkelte kommuner, men hvis man kan komme langt med hastighedsdæmpende foranstaltninger i stedet for yderligere regulering, er det en løsning, jeg fint kan bakke op om,” skriver han.