Fortsæt til indhold

Lokal sygeplejerske åbner webshop med kvindemode

Rygproblemer og lyst til selvstændighed fik Henriette til at åbne tøjbutik på nettet

Arkiv
Rune Weitling

Skal jeg eller skal jeg ikke? Det spørgsmål stiller mange sig selv, og det gjorde 36-årige Henriette Heering Schjern da også, inden hun for nylig sprang ud som selvstændig. Men det var det helt rigtige.
Henriette, der bor i Esbjerg med sin mand Allan samt børnene Emil og Magnus, er uddannet sygeplejerske, men for nogle år tilbage fik hun en diskusprolaps, og de mange tunge løft i sygeplejefaget fik hende til at overveje sin arbejdsmæssige fremtid. Hvad ville der ske, hvis rygskaden brød op igen? Skal jeg vente og se, hvad det offentlige så kan tilbyde? Nej – så hellere være proaktiv, tænkte hun og gøre noget.
“Jeg har altid haft en passion for mode, så mine tanker kredsede i retning af en online tøjbutik,” siger Henriette, der inden hun havde set sig om, havde gjort drøm til virkelighed og i dag er selvstændig med butikken HeeringFashion.com.
“Det var med bankende hjerte og sommerfugle i maven, at butikken gik i luften. Men det føles bare så rigtigt, og heldigvis er det også gået rigtig godt,” siger Henriette, der har en klar forretnings-strategi:
“Mit mål har været at lave en butik til kvinder som mig selv, der ikke altid har tid til at ose rundt i byen, men som stadig sætter pris på flot tøj til en god pris,” siger Henriette, der fører mærker som Uldahl, Saint Tropez, Plus Fine og Depeche.
Henriette har nu en ugentlig fridag fra sygeplejerskejobbet, og den bliver brugt på den virtuelle butik.
“Det meste omkring butikken foregår, når ungerne er blevet puttet, og så sætter jeg min mand i sving med at pakke ordrer og ordne regnskaber,” griner Henriette, hvis drøm er at gøre web-butikken til sit fuldtidsjob.
“Jeg tror, mange kvinder har lyst til at blive iværksætter, men mange tænker også, at det vil være et kæmpe skridt og har fået bange anelser. Men det kan virkelig anbefales. Det er nervepirrende, spændende og fuldstændig fantastisk,” siger Henriette med et smil.