Fortsæt til indhold

Ferrari til kvart pris

Konstruktion som var det til Le Mans. De fineste – og i den grad dyreste - materialer. Kørsel fortættet af larm og fart. Det er derfor den nye Alfa Romeo 4C er den ekstraordinære køreoplevelse

Arkiv
Af Flemming Haslund, bilzonen.dk

Rå Hård kørestilling. Knurrende gearskifte. Styretøj, der rykker forneden, bare du tænker på at dreje på rattet. Aldrig en blid acceleration – hver gang et los i ryggen. Og så den larm.
Centermotorbilen Alfa Romeo 4C ser dårende ud. Men glem alt det kærlige – når den kører, er den hard core – en hard core køremaskine.
Forestil dig, at det er dig, der er bag rattet. For det første, er det ikke helt let, at komme derind – eller rettere, derned. Men når du så først er på plads: Rattet sidder højt og lodret, det er som om det faktisk selv griber ud efter hænderne. Gearskiftet – det foregår lige på de to padles bag rattet. Klik-klik med den ene hånd, og gearkassen har skiftet to gear op. Klik-klik med den anden – to trin ned. Det hele er lige dér. Det er bare at køre.
Og så turbomotoren. Lynhurtig respons på højre fod. Lidt speederpedal – bilen springer frem. Fuld pedal – pawww. Der var losset i ryggen.
Og sving. Kør derhen med masser af fart. Drej ind – styretøj og fordækkene sørger for, at forenden bare bli'r kastet ind i svinget. Hold farten på – hold på – hold på – de brede Pirellier er åbenbart forsynet med klister i stedet for slidbane. Og så – svinget er ved at åbne sig – stræk højre fod. Motoren er lige i nakken; den lader dig aldrig i fred. Der er kun en tynd væg mellem dig og powerpakken og ikke skyggen af lydisolering at se.
Men det er jo netop derfor: Hård kørestilling. Losset. Forenden, der ikke styrer, men kaster sig ind. Larmen. Det er denne samlede pakke, der gør det til en ekstraordinær oplevelse at være bag rattet i Alfa Romeos nye kulfiberbil. Ufortyndet køreoplevelse. Så tæt man kan komme på en racerbil, der må køre ude på offentlig vej.

Design og teknik

Design er jo en ren smags sag, det skal vi ikke diskutere. Men langt de fleste vi mødte på denne test havde kun ”ihh og åhh – hvor er den smuk!” som kommentar til den hvide flynder. Og enighed var der faktisk også om forlygterne, den almindelige kommentar var: ”De der lygter – de er en ommer!”
Én kommentar, der dybest set var et spørgsmål, var tankevækkende: ”Jamen, er det ikke en Ferrari? Jeg synes ikke, jeg har set den før”.
Vi forstår så udmærket betragtningen. For Alfa Romeo 4C er lav og bred, den har et i den grad centermotor-proportioner, og i det hele taget skråler dens udseende: Italiensk supersportvogn.
Og der er da vitterligt også mange lighedstegn mellem den hvide alfa Romeo 4C og Ferraris centermotorbil, 458 Italia (der sikkert er rød).
4C konstruktion er en 2-personers sportscoupé på den hardcore måde med centermotor og baghjulstræk. 458's konstruktion: 2-personers sportscoupé på den hardcore måde med centermotor og baghjulstræk.
4C er lav, virkelig lav, og den er kort og bred, har et hjul mast ud i hvert hjørne. 458 er lav, virkelig lav, og den er kort og bred og har et hjul mast ude i hvert hjørne. Alfaens hjulophæng og bremser: Som en racersportsvogn. Ferrariens hjulophæng og bremser: Hvis du her gætter som i en racersportsvogn, har du gættet rigtigt.
Og gearkassen i 4C: Dobbeltkobling. Gearkassen i 458: Dobbeltkobling.
Men på to områder er der alligevel afgørende forskelle: Under motorklappen, der på begge altså er placeret over motoren dækkende området mellem kabinen og bagenden. For der – i det aller helligste, maskinrummet, er der i den hvide italiener en 4-cylindret rækkemotor, mens der på den tilsvarende plads i den røde italiener lurer en 8-cylindret V-motor. Effekten i Alfa 4C er 240 hk, i Ferrarien er den 570 hk.
Og her er så en stor del af forklaringen på den afgørende forskel på 4C og 458: Prisen. En Ferrari 458 Italia koster 4,39 millioner kr., mens Alfa Romeo 4C jo nærmest virker billig i denne sammenhæng, 1,1 millioner kr. Sagde vi Ferrari til kvart pris?

”Ihh og åhh – hvor er den smuk!” var kommentaren, vi fik igen og igen, da vi kørte denne Alfa 4C
Så udpræget en centermotorbil. 1,1 millioner kr. står der på bilens prisskilt.
Hjulene helt ud i hjørnerne – og helt ud til skærmkanterne.
Højt og næsten lodret rat. Det er bare at gribe og så se at komme af sted.
Kunstværk eller hvad? Nej, det er venstre dørs bagtil – her stikker et ”horn” op, præcist som på en af sportsvognshistoriens største, Lamborghini Miura.