Fortsæt til indhold

Ny skolestruktur kan sende børn på langfart

Vedtages det kommunale forslag til en ny skolestruktur åbnes der op for at børn i Bryndum kan anvises skoleplads i Kvaglund

Arkiv
Louise Ritter

Siden de allerførste barneskridt blev trådt på villavejen i Tjæreborg har de to jævnaldrende nabopiger leget sammen næsten dagligt. Deres forældre skriver dem op til skole samtidig, men da de modtager optagelsesbrevene skal den ene på Tjæreborg Skole, mens den anden skal lære at læse og regne på Bakkevejens Skole i Bramming.
Ovenstående er et tænkt scenarie, men ikke desto mindre et som meget vel kan blive virkelighed, hvis forslaget til en helt ny struktur på skole-, sfo- og klubområdet i Esbjerg Kommune vedtages politisk.
Som Lokalavisen skrev i sidste uge opererer Børn & Kultur med tre mulige scenarier for omstruktureringen, der skal spare kommunekassen for en væsentlig del af de 83 millioner kroner, som det er blevet pålagt Børn & Kultur at finde i deres budget.
I anbefalingen til politikerne peger forvaltningen og direktør Jørn Henriksen på det scenarie, der foreslår kommunens nuværende 27 folkeskoler lagt sammen til ni. De bliver, som udgangspunkt, på hver deres matrikel, men får fælles områdeledelse på både skole-, sfo- og klubområdet.

Lovhjemmel på plads

I sidste uges avis bad Lokalavisen direktør Jørn Henriksen svare på, hvordan kommunen vil håndtere den situation, at der på en skole er tre børn for mange på en årgang, mens en skole fem kilometer væk har plads til dem.
“Det er et tema, der skal drøftes, og en problemstilling som selvfølgelig skal tages op. Men det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt at børn skal pendle over længere afstande for at komme i skole,” lød svaret.
Nu kan Lokalavisen afsløre, at Jørn Henriksens forvaltning har bedt kommunens jurister kigge nærmere på netop det spørgsmål i forhold til Folkeskoleloven. Herfra lyder svaret, at forældre, hvis strukturændringen vedtages, fremover vil kunne skrive deres børn op til plads i et af kommunens ni store skoledistrikter, men ikke til en bestemt skole - og det er altså her, at artiklens indledende eksempel kommer ind. For med den lovhjemmel i hånden kan Esbjerg Kommune i princippet sende børn fra Bryndum i skole i Kvaglund, mens børnene i Tjæreborg kan sendes til Bramming.
Det scenarie virker muligvis en smule utopisk, men Lokalavisen kan i denne uge også afsløre inddelingen af fremtidens skoledistrikter, og her forslås netop Bryndum Skole lagt sammen med Kvaglundskolen og Skads Skole, mens Tjæreborg Skole vil udgøre et distrikt sammen med Gredstedbro Skole, Darum Skole og Bakkevejens Skole i Bramming.
Det fremgår ikke umiddelbart af de oplysninger Lokalavisen har kendskab til hvorvidt kommunen har faktiske planer om sende børn i skole på tværs i distrikterne, men det ligger fast, at kommunen har sikret sig juridisk rygdækning til at gøre det.