Fortsæt til indhold

Det klinger altså en lille smule hult...

Lokalavisen skydes i skoene, at vi laver skræmmebilleder ifm. den ny skolestruktur. Det overlever vi såmænd nok, for kritikken klinger ærlig talt lidt hult

Arkiv
Rune Weitling

Kommentar I en artikelrække hen over den seneste måned har vi her på avisen fortalt, hvorledes kommunens fremtidige skolestruktur kommer til at se ud.
Vi har beskrevet sammenlægningen i distrikter og de konsekvenser, som omlægningen og besparelserne kan få. For skoleledere, for lærere, for forældre og for børn. Vi har talt med skoleledere, skolebestyrelsesmedlemmer, forældre, embedsmænd og politikere.
I hver eneste artikel har vi understreget, at det var et forslag, der var udarbejdet af embedsmændene og som endnu ikke var politisk besluttet. Men den journalistiske fairness betyder, at vi naturligvis har forholdt selvsamme embedsmænd konsekvenserne af forslaget og bedt dem svare på relevante spørgsmål. Blandt andet hvorfor man juridisk har undersøgt, om der var lovhjemmel til i fremtiden at flytte børnene mellem distrikterne. Hvilket der er.
Det har fået de lokale politikere på banen. Flere af byrødderne mener, at Lokalavisen danner myter, laver skræmmebilleder og bedriver Ekstrablads journalistisk. Det overlever vi såmænd nok. Vores opgave er ikke at behage de lokale politikere eller embedsmænd, men at beskrive virkeligheden som den ser ud.
Det har vi gjort, og det er der enddog rigtig, rigtig mange forældre, skolebestyrelsesmedlemmer og skoleledere, som har takket os for. De føler nemlig ikke, at kommunen på nogen måde har hørt dem i denne proces.
Så tag ikke fejl, vi er tykhudede nok til at tage imod politikernes kritik, men det klinger altså lidt hult. Normalt kan man nemlig ikke hive et ord ud af de lokale politikere, førend at budgetforliget er vedtaget. Derfor går vi naturligvis til de personer, som har udarbejdet det nye forslag til den kommende skolestruktur og forholder dem borgernes bekymrende spørgsmål.
Det er så faldet nogle politikere for brystet, for nu ville de pludselig gerne svare på spørgsmål. Også selv om forslaget ikke var vedtaget.
Måske det var fordi, at avisen i første omgang slet ikke skulle have haft fingre i flere af de papirer, som viser, hvad besparelserne betyder?

Kan ikke love noget

Kritikken er herefter gået på, at vi heller ikke har bragt kommunens pressemeddelelse, hvori de - måske for første gang i historien? - selv har stillet sig selv spørgsmål og selv svaret på selvsamme spørgsmål.
Må jeg stilfærdigt minde om, at vi på redaktionen får langt over 100 pressemeddelelser hver dag, og at man ikke automatisk får sin pressemeddelelse med, blot fordi man sender den.
Og må jeg stilfærdigt minde om, at i en pressemeddelelse er der altid er en afsender, som gerne vil have et budskab ud. Journalistens rolle er så at vurdere, hvorvidt man blot bliver kanalen for andres uredigerede budskab.
Og må jeg endelig stilfærdig gøre opmærksom på, at vi sådan set ikke mener, der står noget i kommunens egen pressemeddelelse, som vi ikke selv har beskrevet.
Viceborgmester og næstformand for Børn og Familieudvalget Jesper Frost Rasmussen fik dog i sidste uges avis lov til at svare på de spørgsmål, som vi mente, var mest interessant. Blandt andet om han kunne love, at ingen børn kommer til at flytte skole som følge af den nye skolestruktur. Mange forældres frygt. Jesper Frost Rasmussens svar? “Jeg kan ikke love noget."
Ja, det er jo næsten ejendommeligt, at det så er avisen, som beskyldes for at lave skræmmebilleder.

“Det var kun forslag”

I et læserbrev, forfattet af formændende for forligspartierne, som kan læses på avisens hjemmeside, hedder det, at "enkelte af disse spareforslag blev kørt helt op i medierne og udsat for massiv kritik, selv om de slet ikke var politisk behandlet eller godkendt. Der var kun tale om forslag."
Jamen kære venner, er det ikke meningen med forslag, at de skal bringes frem til offentligheden og diskuteres og drøftes, inden de så bliver vedtaget? Hvorfor vælger man ellers en åben budgetproces eller at lægge direktionens oplæg til 'Budget i Balance' ud på kommunens hjemmeside? Man kan altså ikke både blæse og have mel i munden.
Ingen skal være i tvivl om, at det er en meget svær spareøvelse politikerne er på. Men når man foreslår at spare penge ved at droppe julen for ældre eller administrativt ligge 25 skoler om til ni, ja så beder man om bekymrede borgere.
Og da det er de bekymrede borgeres skattekroner, politikerne forvalter, ja så mener vi ærlig talt, det er helt rimeligt at oplyse læserne om forvaltningernes spareforslag. Fornærmede politikere eller ej...