Fortsæt til indhold

Kampen mod skolestruktur fortsætter

Det er vedtaget, at 25 skoler skal samles til ni, men politikerne vil få kamp til stregen, når den udformning skal finde sted

Arkiv
Louise Ritter

I et forsøg på at få den kommunale husholdningskasse til at passe de kommende år indgik fire partier i sidste uge budgetforlig.
Som Lokalavisen Esbjerg umiddelbart efter fortalte må mange holde for, når den politiske sparekniv svinges. Størst debat har vedtagelsen af den nye skolestruktur vakt.
Endnu er den endelige struktur ikke politisk færdigbehandlet - den er dårligt nok begyndt, men udgangspunktet for den bliver, at der fremover skal være ni store skoledistrikter i hele kommunen.
I forhold til det oprindelige forslag til den nye skolestruktur, som Lokalavisen tidligere har beskrevet, er der nu ændret i inddelingen af skoledistrikterne. Det betyder blandt andet, at Sønderrisskolen vil få fælles ledelse med Bryndum Skole i stedet for Hjerting Skole, der vil komme til at være et distrikt for sig. Den nye inddeling betyder også, at Tjæreborg Skole alligevel ikke skal kigge mod Bramming, men i stedet lægges sammen med Kvaglundskolen og Skads Skole.
Hvorvidt distriktsinddelingen ender præcis sådan vides først, når forslaget har været gennem en høringsfase, hvor mange parter forventes at ville byde ind, for selv om lokalpolitikerne med henholdsvis formand og næstformand for Børn & Familie udvalget i spidsen fastholder, at skrukturændringen og besparelserne på mere end 100 millioner kroner vil være et kvalitetsløft af den lokale folkeskole, så er ikke alle lige sådan at overbevise.
Der er fortsat livlig aktivitet på Facebook grupperne mod de nye skolestruktur, og også skolebestyrelserne arbejder både sammen og hver for sig på at blande sig, når den endelige politiske behandling snart skal ske.

Bindegal besparelse

Også Esbjerg Lærerforening har offentligt meldt deres utilfredshed ud. Formand Kenneth Nielsen har på landsdækkende tv kaldt besparelserne på skoleområdet for 'bindegale' og heller ikke udsigten til ny ledelsesstruktur har han meget til overs for.
“At gøre 25 skoler til ni stiller skoleledelser, forældre og elever overfor en mægtig udfordring og en stor tvivl om, hvorvidt deres skole vil være den samme i fremtiden. Med det store beløb, der er indregnet i besparelsen, skal der ske radikale ændringer, som utvivlsomt vil have store konsekvenser for elever, forældre og skoleledere,” siger Kenneth Nielsen, der altså ikke 'køber' lokalpolitikernes ord om kvalitetsløft.
Ej heller tror Kenneth Nielsen og Esbjerg Lærerforening på Diana Mose Olsen, når hun siger:
“Forventningen er, at hverken børn eller forældre kommer til at mærke ændringerne. Vi har det rigtige antal skoler, og børnene går på de rigtige skoler nu. Intentionen med forslaget er altså ikke at flytte rundt på elever, og man skal have ret til at færdiggøre sin skolegang på den matrikel, hvor man er startet,” lyder det fra Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familie Udvalget i den pressemeddelelse, som Esbjerg Kommune umiddelbart efter budgetforliget udsendte.
Forældrene har naturligvis læst budgetforliget og noteret sig politikernes ord og også på Facebook, hvor Jesper Frost Rasmussen, næstformand i Børn & Familie Udvalget, ihærdigt er i dialog med bekymrede forældre. Trods ordene om at elever skal kunne færdiggøre deres skolegang på den matrikel, hvor de er startet, er langt fra alle overbevist.
“De bliver fysisk, det er ledelsen, der sammenlægges. Læs opslaget igennem. Har et brev fra Jesper Frost, hvor han siger, at børnene ikke flyttes, men jeg kan ikke lade være med at tænke måske ikke nu, men måske på sigt,” skriver en bekymret mor, Winni Helene Andersen, i en Facebook-kommentar.
Forude venter nu den endelige politiske behandling af den nye skolestruktur, der også vil betyde områdeledelse på SFO- og klubområdet. Dermed venter også høringsfasen, og den imødeses - blandt andet af Anne-Majbritt Skovdam Sørensen, der er stifter af en af de to store Facebookgrupper mod skolestrukturen.
“Jeg håber, at vi kan påvirke dem lidt i høringsprocessen. Forhåbentlig får skolebestyrelserne også lidt taletid.”
En ting er sikkert: Ingen 'lægger' sig ned frivilligt. I Facebookgruppens seneste opdatering lægger Anne-Majbritt Skovdam Sørensen op til, at de utilfredse forældre måske skal tage plads i byrådssalen den 6. oktober, hvor budgettet er til andenbehandling.