Fortsæt til indhold

Hullet i vandet i Vejle Havn

Fra mudder, beton og jern til futuristisk byggeri: projekt Havneøen i Vejle Havn skrider planmæssigt frem

Arkiv
Af Anders Godtfred-Rasmussen

På bunden af havnebassinet i Vejle går håndværkerne rundt mellem betonpiller, jerndragere og små søer af havvand. Det er et flot, men surrealistisk, syn der møder en, for det hele befinder sig syv meter under havoverfladen.
“Arbejdet med at få Kirk Kapital A/S ny hovedsæde opført har stået på længe, men tidsplanen holder,” fortæller Benny Kahr Andersen, projekt direktør fra Kirk Property, selskabet bag Havneøen på Vejle Havn. Planen er, at der skal bygges 23.000 kvadratmeter bolig og let erhverv på den nye Havneø foruden Kirk Kapitals nye hovedsæde. Det kommer til at stå i vandet for sig selv med en gangbro fra Havneøen og med adgang for offentligheden i den nederste etage.

Nyt liv på havnen

“Vi kalder det 'Hullet i vandet', og når det står færdigt i 2017, skal det være med til at skabe mere liv på havnen sammen med lystbådehavnen, Bølgen og de nuværende boliger på den ene side, og industrihavnen på den anden. Det hele kommer til at give et unikt samspil, og en hel ny bydel for Vejle,” fortæller Benny Kahr Andersen, mens han viser rundt på byggepladsen blandt kraner, lastbiler og det påbegyndte byggeri.
I dag har byggeriet af den nye lystbådehavn allerede skabt opmærksomhed, men borgmesteren i Vejle, Arne Sigtenbjerggaard, mener, at det vil give genlyd udover Danmarks grænser, når Havneøen står klar.
“Det er et ikonbyggeri, som skabes derude, og jeg er ikke bange for at sige, at det vil skabe opmærksomhed kloden rundt. Med Kirk familien som bygherre og tegnet af kunstneren Olafur Eliasson vil det tiltrække flere besøgende og tilflyttere, og give folk en større bevidsthed om Vejle. Hele projektet har en kæmpe betydning for hele området,” siger Arne Sigtenbjerggaard.
Ifølge borgmesteren var det planen at den nye havn skulle skabes over 10 - 20 år, men de allerede igangsatte projekter gør, at størstedelen allerede står færdige om få år. Arne Sigtenbjerggaard glæder sig: “Havnen skaber et nyt image for byen, og vi skal arbejde på, hvordan vi binder gågaden og havnen sammen, så besøgende og vejlenserne kan færdes frit mellem bydelene uden gene for trafikken eller de gående”.

Model af det færdige byggeri, som håndværkerne har haft at øve sig på. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Havneøen

Rundvisningen på Havneøen er slut, og Benny Kahr Andersen viser en model af Kirk Kapitals fremtidige hovedsæde frem. Håndværkerne har bygget en model, så de havde mulighed for at afprøve de nye løsninger, der er tænkt ind i byggeriet. Der er blandt andet brugt 21 forskellige mursten, og der er udviklet en ny type vinduer og døre til byggeriet. Det er dog ikke kun hovedsædet, der skal bygges. Der er lavet en masterplan for hele Havneøen.
Benny Kahr Andersen lægger vægt på at det udtryk, som arkitekterne har sat på planen, bliver bibeholdt: “Det er vigtigt, at der mellem hovedsædet og lejlighederne er et åbent rum, det giver lys og åbenhed til hele øen og med den planlagte bro over til lystbådehavnen, bliver begge øer bundet sammen, til glæde for beboerne og de besøgende på havnen”.