23 arrangementer til Naturens Dag i Vejle Kommune
Søndag er det Naturens Dag med krabbesuppe og skattejagt i naturen
Fodre geder ved Vingsted, find en skat ved Høgsholt Bæk, prøv at fange en fisk i Vejle Å, ro kajak på Fårup Sø, prøv kræfter med Grejsdalens forundelige natur og så videre. Temaet i år er 'Find vej ud i naturen'.
23 steder rundt i Vejle Kommune bydes der søndag 14. september på meget forskellige naturoplevelser. Det er nemlig Naturens Dag, og der er i den grad gode muligheder for at komme i naturen og få nogle specielle oplevelser.
Et af stederne er lige udenfor Vejle, på Uhrhøj, ved Høgsholt Bæk. En bæk der løber gennem noget, af danske forhold, vildt natur.
“Det bliver en eftermiddag med sjov og ballade, hvor vi udforsker dette fantastiske smukke naturområde”, lyder det fra Grønt Forum og Stifindergruppen Hover Uhrhøj. Man mødes klokken 14 for enden af vejen Stenbukken.
Et andet sted i kommunen er der tale om indvielse af en ny hjertesti, nemlig ved Vandel. Det sker klokken 14 ved legepladsen bag Brugsen.
Er man til dyr, kan man høre om bier og smage pandekager med honning. Det sker klokken 12-14 ved Haraldskær bag avlsgården, hvor Vejle Biavlerforening tager i mod. Fra klokken 10-16 holder Vejle Sportsfiskerforening åbent hus i klubhuset i Buldalen ved Skibet.
“Foreningens ildsjæle, og især Juniorafdelingen, står klar til at byde dig velkommen og fortælle om foreningen, og der vil være masser af forskellige lystfiskeriaktiviteter,” lyder det i en meddelelse fra sportsfiskerforeningen.
Er man til en anden form for vand kunne det være ved Tirsbæk Strand, hvor Rødkilde Gymnasium giver de fremmødte mulighed for blandt andet at snorkle og smage krabbesuppe. Fra 10-25.
Ved Sellerup Enge ved Brejning er der klokken 14-16 indvielse af et 60 hektar stort naturområde. Ved Rugsted er der naturens dag hos 'Onkel og Tante'. Nye stier indvies ved Grejs og Ågård.
Og sådan kan man blive ved. Naturens Dag er mangfoldig. Flere oplysninger og program kan ses på www.naturensdag.dk