Vækkede mand og fik tæsk
Sov på gaden og bankede løs på mand, der vækkede ham
En 19-årig mand fra Kolding viste alt andet end taknemmelighed, da han tidligt her til morgen blev vækket af en 25-årig mand: Den 19-årige sagde tak med knytnæveslag i ansigtet på den 25-årige - og det betyder, at han lige nu opholder sig hos politiet i Kolding.
Ifølge politiet havde den 19-årige lagt sig til at sove under åben himmel på Mogens Eriksens Vej i nærheden af KFUM-Hallerne i Kolding, hvor den 25-årige kom forbi lidt over kl. 5 i morges og forsøgte at vække den sovende unge mand.
Det brød denne sig øjensynligt ikke om, rejste sig og begyndte at slå løs på den 25-årige med sine næver.
Ifølge politiet kan den 19-årige efter sin lørdag morgen i detentionen regne med en sigtelse for vold.