Mænd i hættetrøjer knuste rude
Jeppe Rafn
Vejle Lokalpoliti er ved at undersøge de nærmere detaljer omkring et indbrud i et værksted på Flegmade i Vejle. Mandag aften klokken 21.44 så et vidne to mænd i hættetrøjer med en sækkevogn. Kort efter blev der knust en rude, der gik en alarm, og de to mænd kom ud igen til en bil, der holdt på en parkeringsplads i nærheden.
Politiet kom frem og fik kontakt med de to mænd, der blev anholdt og tirsdag formiddag stadig var i politiets varetægt. Det er en mand på 34 år fra Vejle og en mand på 24 år fra Bredsten. De forventes at blive løsladt senere i dag, oplyser kriminalassistent Uffe Agerskov, Vejle Lokalpoliti.
Der er muligvis blevet stjålet en motorcykel fra værkstedet, der i løbet af den seneste uge har haft yderligere to indbrud.