Tak er et fattigt ord

I 1931 fik en kinesisk general en idé af den slags, som bare ikke skulle være blevet til andet end en idé.
Kina var i krig mod Japan, og kineserne var i defensiven langs Den Gule Flod, der løber gennem Kina. Generalen fik sine mænd til at sprænge nogle diger, og han håbede på, at der derved kunne skabes en mindre oversvømmelse, som ville slå japanske soldater ihjel. Altså bruge vand som våben.
Problemet var, at han beregnede forkert. Der døde ganske vist japanske soldater, men det endte også med, at 250.000 kinesere døde og seks millioner kinesere blev gjort hjemløse oven i hatten.
Og det er problemet med krig. Det er ofte dumme mænd med al for megen magt, der fører krig, og de kan gøre en voldsom skade af de helt forkerte grunde.
Men i krig er der også de andre. De typer, der er helte. Fordi de bare er det. Og fordi de gør det af de helt rigtige grunde.
Og fem af slagsen står jeg og kigger på her ved stenen nær Høgsholt udenfor Uhrhøj. I hvert fald deres navne. Jeg er cyklet forbi den stem mange gange, for den står ud til vejen mellem Uhrhøj og Fårup Sø, og den rute har jeg ofte cyklet på. Op og ned ad bakkerne og med vind i det røde hår.
Men jeg har aldrig taget mig tid til at stoppe op ved stenen og give stedet en eftertanke. Der er ellers stor grund til eftertanke, og især i disse dage, for de fem navne på stenen er navne på fem mænd, der for 70 år siden mistede deres liv. For mig. For os. For eftertidens skyld.
De var alle del af et bombefly, der i 1944 havde forladt England, fløjet til den tyske by Königsberg, smidt bomberne og var på vej tilbage, da det blev angrebet af tyske jagere hen over Vejle Fjord. Flyet blev ramt og styrtede mod jorden. Piloten, samt en mere, overlevede, men fem andre mistede livet. De fem blev i øvrigt begravet af tyskere, og først efter krigen fandt man frem til, at de var døde i styrtet.
De fem døde mænd var australieren Keith George Tennet samt englænderne Bert Smith, William Elmslie Frew, Alwyn Victor Howarth og A.S. Perkins, mens New Zealænderen Jim Verran og englænderen Raymond E. Page overlevede. Piloten Verran dog forbrændt. Begge de to overlevende blev taget til fange af tyskerne. De fem mænd, der døde den nat over Vejle, var mellem 19 og 32 år.
De døde, fordi der var krig. De døde, fordi en syg mand kaldet Hitler var ved magten i Tyskland, og de døde, fordi nogen skal dø i en større sags tjeneste. Den slags ord er vildt flotte at skrive, og meget sande, men de er også nemme at skrive, og som jeg står der ved stenen i Høgsholt, falder tanken mig;
Hvad hvis der var krig lige nu? Hvordan ville man så selv være. Ville man være helten, eller skurken, eller den midt imellem? Det er altid svært at vide. Alle vil jo helst være helten, ikke sandt, men hvad er en helt. Havde tyskerne vundet krigen, havde de fem mænd været skurke i vores historie.
De fem døde flyvere blev begravet af tyskerne i en fællesgrav, nærmere et hul i jorden, ved Vandel. Efter krigen blev de begravet i indviet jord og ligger på Randbøl Kirkegård, hvor der også er en mindesten.
De syv mænd sejrede ikke. De fem af dem tabte endda deres liv, men os - alle os i eftertiden - skylder dem så meget.
Her er tak bare et fattigt ord.