Jeg vil gerne til Skotland

Skulle jeg flytte til et andet land, så kunne jeg godt tænke mig at flytte til Skotland. Og så vil jeg stå der på en bjergtop iført rødt hår og kilt og sækkepibe og beskue den lange sø under mig.
Og Loch Ness uhyret ville svømme forbi i søen, og alle mine naboer vil være nærige og spise hagis, og drikke øl og whisky, for det er jo kun os skotter, der kan finde ud af lave rigtig whisky.
Vi vil så ikke være så gode til fodbold, så vi vinder aldrig noget af betydning, men vi vil være gode til at opfinde ting. Pencillin, dampmaskinen, pedalcyklen, radaren, kloning og såmænd endda matematikken har skotsk oprindelse.
Jo jo, vi er gode, vi skotter. Jeg vil passe godt ind i Skotland, for 13 procent af os er rødhårede, og så mange procent rødhårede er der ikke andre steder i verden.
Men vi er ikke selvstændige, for vi har lige stemt nej til at blive os selv, og i stedet fortsætte i den union med England, Wales og Nordirland, som vi har været en del af så længe.
Lige for tiden er der godt gang i drømmene om selvstændighed rundt om i Europa. I eksempelvis Spanien vil baskerne og katalonerne gerne være sig selv.
Selvstændighedstrangen vil til alle tider eksistere, for grænser er som regel noget underligt placeret noget, men det er ikke så nemt at blive selvstændig, hvad skotterne også måtte sande.
Da muligheden kom, kom frygten for det ukendte også. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får.
Men hvor skal englænderne og skotterne have kæmpe ros, ja nærmest et kæmpe knus, for at få det her ordnet på en demokratisk måde. Ikke at alt var lige kønt eller gennemtænkt, virker det til, men man søgte om selvstændighed ved at lade vælgerne afgøre det.
I andre områder af verden er selvstændhedstankerne mere voldlige, eksempelsvis i Ukraine.
Nå, men skotterne er stadig en del af Storbritanien, og om det er godt eller skidt, skal være mig usagt, men jeg vil stadig gerne til Skotland, som jeg kun har besøgt i få timer engang, hvor mor, far og min daværende kæreste Bente kørte til en lille skotsk by for at sejle til Irland. Næ, det nærmeste jeg er kommet Skotland, er nok nærmere alle mine nætter i på den skotske pub i Vejle, hvor jeg vist har været fuld og dum lidt for mange gange.
Færre nu end i mine unge dage. Heldigvis.
Men som nævnt vil jeg derover til Skotland en dag, og så vil jeg drikke en pint på en pub i Edinburg, og jeg vil gå en lang tur i højlandet, og jeg vil drikke en whisky på en vindblæst havnemole i en lille havneby mod vest. I regnvejr selvfølgelig.
Og så vil jeg være rødhåret med alle de andre rødhårede, og vi vil falde i snak, og jeg vil ikke fatte det halve af, hvad de siger, for deres stærke accent er lidt vanskelig. Men hvad, de kan vel også lære at sige rødgrød med fløde, mens jeg vel kan lære lidt gællisk.
Men jeg vil dog ikke i kilt. Mine blege ben holder jeg for mig selv. Og det er sgu da også for underligt, at mænd tager nederdel på. Det er det altså bare.
Der er mange fordomme om de kære skotter, eksempelvis deres nærighed. Men der er også mange sandheder, deriblandt at de har en smuk og til tider barsk natur.
Jeg bliver aldrig skotte, dertil er jeg for meget dansker, men kald mig gerne Mac Flindt. Det lyder da meget sejt, og skotterne er nogle seje mennesker.
Men mest seje uden kilt.