1864-film får premiere i Sønderborg
Bornedals 1864-historie får premiere den 7. oktober i Alsion
TV-serien og filmen "1864" er Danmarks Radios hidtil største dramasatsning, og den får premiere i Sønderborg den 7. oktober på Alsion.
Dermed vises "1864" for første gang ved foden af Dybbøl Banke, tæt på netop det område, hvor historien udspiller sig.
I år er det 150 år siden, at krigen kulminerede i et seks timer langt bombardement med et forsmædeligt nederlag til Danmark til følge. Danmark mistede en tredjedel af sit areal og 40 procent af sin befolkning.
Premieren ”1864 – Hjerter bløder i krig og kærlighed” finder sted på Alsion tirsdag 7. oktober.
"Vi ruller naturligvis den røde løber ud, men derudover kommer det ikke til at ligne en almindelig filmpremiere. Gæsterne vil med alle sanser kunne mærke 1864 både før, under og efter visningen," fortæller kulturchef i Sønderborg Kommune, John Bøgelund Frederiksen.
Kulturchefen garanterer for, at det bliver en meget autentisk oplevelse af 1864 – også uden for biograflærredet. Den vil både kunne ses, høres og smages.
"Måske vil der ikke komme helt så mange kendisser som i hovedstaden, til gengæld vil der være en del billetter i almindeligt salg, og vi har jo mange historieinteresserede borgere i området. Derfor er vi også glade for, at DR og Miso Film finder det naturligt at lægge premieren her i samarbejde med os," siger han.
Den enestående aften begynder kl. 19 med forskellige aktiviteter inden selve visningen kl. 20.00.
Der bliver også en visning i København om aftenen onsdag den 8. oktober.
”1864 – Hjerter bløder i krig og kærlighed” sendes på DR TV fra søndag den 12. oktober i alt otte søndage frem. Ved premieren i Sønderborg vises de to første afsnit, og seriens instruktør, Ole Bornedal, fortæller om projektet.
Billetter til premieren i Sønderborg sælges på www.billetten.dk.