Kaffedrikning og mobilsnak
Fra mandag den 22. september og frem til søndag den 28. september afholder politiet en landsdækkende målrettet indsats, der retter sig mod uopmærksomhed i trafikken.
Indsatsen støtter op om Rådet for Sikker Trafiks kampagne ”Kør bil, når du kører bil”. Uopmærksomhed er et af de væsentlige indsatsområder i forhold til færre ulykker i trafikken.
Flere undersøgelse viser, at uopmærksomhed er blandt de hyppigste årsager til, at der sker ulykker. Trafikanter har for ofte fokus på for mange andre ting end det at færdes i trafikken. Som for eksempel at pusle barnet på bagsædet, tørre spildt is af skjorten eller samle den tabte cigaret op. Eller for den sags skyld læse avis.
I uge 37 var politiet også på gader og stræder for blandt andet at holde øje med uopmærksomhed i trafikken, herunder især brugen af mobiltelefon under kørslen. Ved kontrollerne blev der i perioden standset 3.712 køretøjer, og der blev konstateret i alt 1.870 forseelser. Blandt dem var 616 bilister, der brugte mobiltelefonen i stedet for at koncentrere sig om kørslen.