Fortsæt til indhold

VB får en blød mellemsæson

Oprykning er ikke et tema for VB, mener Alex Nørlund

Arkiv
Jørgen Flindt

AGF og Viborg rykkede ned i 1. Division. Og de to nedrykkere er også favoritter til at rykke op igen.
”Det er selvfølgeligt lidt nemt at sige, at nedrykkerne er favoritter til oprykning. Men sådan er det nu engang. AGF har førertrøjen på grund af et andet setup og økonomi end alle de andre hold. Viborg ligeså, selvom jeg er mere usikker på deres økonomi. Derudover bør Horsens kunne spille med om oprykning,” siger Alex Nørlund, der selv har spillet for både Vejle, AGF og Viborg og gennem nogle år også var medkommentator, når Viasat viste kampe fra 1. Division.
Og med de tre hold i rollen som favoritter, ligger det så til, at Vejle ikke hører til i det felt.
”Nej, det har holdet ikke spillerne til. Det er et solidt 1. divisionshold, men har lige nu ikke kvaliteten til at rykke op. Holdet bør nu heller ikke rykke ned. VB er en del af det brede midterfelt. Det felt var der også i sidste sæson, og det tror jeg også er at finde næste år. Lyngby, Køge og Vejle ligger nok i feltet under top tre, men stadigvæk ser jeg nu ikke Vejle som outsider til oprykning. Ok, hvis VB starter sæsonen super godt, kan det have en selvforstærkende effekt i en fodboldby som Vejle, men holdet er simpelthen for ustabilt til at være outsider,” forklarer den tidligere VB-spiller, der selv var med til at vinde sølv med VB i 1997.
Vejle møder Brønshøj lørdag den 26. juli klokken 15.