Koldings folkeskoler er fortsat populære
Christian Haugk, Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget og gruppeformand for Socialdemokraterne i Kolding Byråd
Vranderupvej 45, Kolding
Koldings folkeskoler klarer sig flot i konkurrencen med de private skoler.
Flere kommuner melder om en stigning i antallet af elever der vælger folkeskolen fra. Det er ikke tilfældet i Kolding. Her går over 85 procent af kommunens børn fortsat i de kommunale folkeskoler. Det er altså under 15 procent der benytter privatskole, friskole eller efterskole.
De tal har ikke ændret sig de sidste fire år og dermed er der ikke noget der tyder på, at folkeskolereformen har sendt flere elever i de private skoler.
Jeg er glad, for den store opbakning der er til vores fælles skole. I Kolding har vi rigtig gode skoler der skaber gode resultater. Takket være dygtige medarbejdere går det godt i vores 23 folkeskoler. Med den store forandring folkeskolen er en del af i disse år, kunne man frygte, at flere forældre ville vælge fællesskabet fra og sende deres børn i private skoler. Det glæder mig, at det ikke er sket.
Der er i Kolding vedtaget en politisk værdi- og rammesætning, som danner grundlaget for den fælles indsats i folkeskolen. Det er vigtigt med et politisk ejerskab. For mig har det været helt naturligt, at vi tager et politisk ansvar for at sikre et skolevæsen hvor blandt andet samarbejde og kvalitet, er med til at vise vejen.