Østerbo skal administrere Toftegaarden
Boligforeningen ØsterBO overtager fra 1.oktober administrationen af Toftegaarden, der er en selvejende institution midt i Vejle, som har eksisteret siden 1953 og har 82 lejligheder. Toftegaarden har flere fælleslokaler, elevatorer og lås på yderdørene i de tre blokke og en spiseordning med daglig servering af en to-retters menu til frokost.
”Den kollektive boform har for mange vejlensere været et godt grundlag. Rigtig mange har gennem årene boet i Toftegaarden, og boformen har altid været en succes. Vi har imidlertid oplevet en svigtende efterspørgsel inden for de senere år og rettede derfor henvendelser til ØsterBO for at høre om mulighederne, for at de kunne overtage administrationen og udlejningen af boligerne,” siger bestyrelsesformand for Toftegaarden, Poul Mortensen, i en pressemeddelelse.
”Vi oplever, at der er stor efterspørgsel efter boliger med elevatorer, og dette sammen med den centrale beliggenhed i Vejle by gør det særdeles attraktivt for ØsterBO at overtage administrationen og udlejningen. Boligerne i Toftegaarden er et godt supplement til vores eksisterende 3.200 lejemål, og det er os ikke ubekendt at administrere andre boligselskaber, da vi 1. juni 2013 overtog administrationen og udlejningen af De vanføres Boligselskab, Vejle – en aftale som begge parter er meget tilfredse med,” siger bestyrelsesformand i ØsterBO Karin Mortensen.
Administrationen og udlejningen har hidtil været varetaget af et administrationsselskab i Aarhus. Der har været afholdt informationsmøde for beboerne i Toftegaarden, der ikke vil komme til at mærke meget til ændringen, idet driften af huset kommer til at fortsætte uændret.